”At trappe ud af psykofarmaka – eller psykiatrisk medicin – er ofte en sværere og mere krævende proces, end man forventer. Det gælder fx antidepressiv medicin, benzodiazepiner, antipsykotika og stemningsstabiliserende midler. Bogen er vigtig læsning for alle, der skal igennem et udtrapningsforløb, og for professionelle, der arbejder med mennesker, der er i udtrapning. Men dens nyskabende tilgang til psykofarmaka og psykisk lidelse gør også, at bogen kan læses bredere af enhver med interesse for psykisk lidelse, psykiatri og medicinfri behandling.
Anders Sørensen, psykolog, ph.d. i psykiatri og mangeårig forsker i udtrapning af psykofarmaka, åbner for ny dialog om psykofarmaka og psykisk lidelse og forklarer den nyeste forskning på en fængende måde. Han giver et forskningsbaseret indblik i, hvordan psykofarmaka virker (og ikke virker), hvad psykisk lidelse er (og ikke er), og hvad der sker i hjernen og kroppen, når man trapper ned. Han peger på, at mange udtrapninger går galt, fordi de foregår for hurtigt – og uden at man får de nødvendige redskaber til at klare sig uden medicin som strategi.
Bogen giver konkret og brugbar vejledning i, hvordan man trapper langsomt og sikkert ud, og hvordan man undervejs i processen tackler faldgruber og abstinenser som angst, følelsesmæssige udsving og fysiske symptomer. Men en stor del af bogen handler også om et ofte overset aspekt af udtrapning, nemlig hvordan man håndterer vanskelige følelser, tankemylder og andre psykiske udfordringer i et efterfølgende medicinfrit liv. Her trækker forfatteren på redskaber fra metakognitiv terapi, emotionsreguleringsterapi og traumeorienterede tilgange, som han videreudvikler til udtrapningsprocessen.”
Som psykolog har jeg specialiseret mig i den psykoterapeutiske, medicinfri behandling af de tilstande, der kaldes depression, angst, stress, PTSD, OCD,
skizofreni, psykoser, borderline, personlighedsforstyrrelser og eksistentielle livskriser. Læs mere om min terapeutiske tilgang her.
Som forsker har jeg specialiseret mig i at hjælpe mennesker ud af psykofarmaka (medicin mod psykisk lidelse), med alt hvad det kan indebære af
abstinenser, små og bittesmå dosisreduktioner, tilbagevendende følelsesliv og tankeaktivitet, tankemylder, angst, bekymringer, frygt for tilbagefald, sygdomsidentitet og psykologisk afhængighed af pillerne.
”Når man bliver ramt af svære, ubehagelige følelser, er der stor forskel på at sige: “Her er en
ubehagelig følelse – den aftager om lidt, hvis jeg ikke gør noget ved den” og sige: “Her er en
ubehagelig følelse – hvad skal jeg gøre for at komme ud af den? Hvordan får jeg den væk? Hvordan
nedregulerer jeg mit nervesystem? Det var vist noget med nogle vejrtrækningsøvelser og realistiske
tanker? Hvorfor kom den følelse lige der? Hvordan får jeg ro på igen?”
Med den afkoblede opmærksomhed er idéen at hengive sig til førstnævnte, når det larmer indeni. Det
vil måske føles farligt i starten, men det er det ikke. Der er frihed i at turde hengive sig til visheden om,
at følelser er selvregulerende. Snart vil du opdage, at følelser, der får plads, tager mindre plads,
hvorimod følelser, der ikke får plads, tager mere plads.
Det handler dybest set om, hvad man tror, følelsers naturlige forløb er. Tror man, at følelsens
udgangspunkt er, at den vil aftage igen – eller tror man, at følelsens udgangspunkt er, at den
vil vare ved og eskalere, indtil man selv gør noget for at stoppe den eller berolige sig selv fra
den?
Når man tillader en følelse eller tanke at være der, kan man forsøge at træde et skridt tilbage
fra den og observere den på afstand. I psykologien skelner man mellem at kigge på en
tanke/følelse og at kigge fra en tanke/følelse. Mange øvelser i psykoterapien starter da også
med ordene “luk øjnene, og træd et mentalt skridt tilbage fra din indre oplevelse”. Derfra kan
man træne evnen til at zoome ind og zoome ud på de følelser og tanker, der besøger en. Du
har brug for at kunne begge dele, og du har brug for at føle kontrol over processen, især hvis
du vil undgå medicin, som netop er en kontrolstrategi. Øvelserne ser vi nærmere på i næste
kapitel.”
– Noget I Bør Vide… side 206